Syreskader
Hvad er syreskader?
Syreskader på tænderne kaldes også for tanderosion og opstår, hvis man indtager syreholdige drikke- og fødevarer. Det er et udbredt, hastigt voksende problem. I dag drikker børn og unge i alderen 4-14 år årligt i gennemsnit 121 liter søde læskedrikke, som kan give erosioner. Tænderne består af mineral, og når mineralet udsættes for syre, sker der en større eller mindre grad af opløsning af kalken i tandens overflade. Jo oftere man indtager f.eks. sodavand, jo oftere udsættes tænderne for syrepåvirkning. Mængden af opløst tandsubstans afhænger også af, hvor lang tid syren opholder sig i mundhulen, hvor “stærk” syren er, og hvordan ens spytproduktion fungerer. Erosion er et varigt tab af tandemalje. Tandemaljen kommer således ikke igen. Ved omfattende erosioner kan tænderne bliver følsomme over for kulde og varme og gøre ondt ved tandbørstning.
På billede herover ses en patient med kraftige erosioner. Det ses hvordan næsten 2/3 af tændernes længde er forsvundet og hvordan emaljen fremstår ganske tynd, gennemsigtig og ujævn.
Årsager
Sodavand, cola, juice og frugtsaft med et højt indhold af syre kan opløse emaljen. Det gælder sukkerholdige produkter såvel som lightprodukter. Et højt og hyppigt indtag af frugt samt visse typer medicin kan også påvirke tandoverfladen. En særlig gruppe patienter med syrepåvirkninger er patienter med spiseforstyrrelser. For denne gruppe er det karakteristisk at “indersiden” af tænderne er hårdest udsat for syrepåvirkning. De erosionsskader, der opstår under sygdommen, er desværre varige og kan nødvendiggøre større behandlinger også efter, at spiseforstyrrelsen eventuelt er ophørt. Endelig kan personer med mave-tarmproblemer f.eks. “sure opstød” være udsat for erosioner på tænderne. Nogle lægemidler har et lavt pH og kan derfor opløse tandemaljen, det drejer sig bla. om Aspirin, Astma-pulverspray, C-vitaminer, sugetabletter og A-vitamin mod acne (bumser).
Behandling
Har man fået konstateret tanderosioner, er det først og fremmest vigtigt at standse et fortsat tab af tandsubstans. Derfor:
- Begræns forbruget af syreholdig mad og drikke.
- Drik sure drikkevarer hurtigt eller med sugerør. Tag ikke små mundfulde over lang tid, skyl ikke væsken rundt i munden.
- Drik vand, mælk, te, eller kaffe, hvis du bliver tørstig imellem måltiderne eller når du dyrker sport.
- Spis frugt hver dag, men ikke for meget.
- Skyl munden med vand, straks efter du har fået noget ekstra surt på tænderne.
- Børst ikke tænderne, lige efter du spiser eller drikker noget surt (det fjerner det opløste tandmineral).
- Børst tænder med en blød børste og en tandpasta med lavt indhold af slibemiddel.
Har man mistet meget tandsubstans, kan dette give anledning til en række problemer, heriblandt kæbeledsproblemer, problemer med tandnerven og behov for opbygning af biddet med plast eller kroner. Læs mere herunder: Kæbeledsproblemer Plast Kroner Rodbehandling Illustrationen herunder er udarbejdet af Dansk Tandlægeforening, og viser forskellige fødevares syrepåvirkning af tænderne.