Almentilstand
Vi vil gerne vide, hvordan du har det! De fleste mennesker er godt klar over, at deres generelle helbredstilstand har indflydelse på tænder, kæber, tyggemuskler og kæbeled. De færreste er dog vidende om, hvordan tænder og tændernes omgivende væv kan påvirke almentilstanden.
Tændernes påvirkning af helbredet – og omvendt
I dag ved vi, at svær parodontose og betændelse omkring tandrødder kan øge risikoen for hjerte-karsygdomme. Patienter med sukkersyge (diabetes) kan have vanskeligt ved at regulere blodsukkerniveauet ved en ubehandlet infektion i mundhulen. For tandlægen er det vigtigt at kende til sin patients helbred. Dels kan sygdomme andre steder i kroppen give symptomer i mundhulen og forklare uventede fund i mundslimhinder og kæber. Dels skal der ved forskellige sygdomme træffes særlige forholdsregler i forbindelse med specielle behandlinger. Nogle patientgrupper med f.eks. dårligt reguleret diabetes, tidligere betændelse i hjertet (endocarditis), indopererede hjerteklapper eller ledproteser bør inden tandbehandling medicineres med antibiotika. Tidligere kræftpatienter eller patienter, som er under behandling for en kræftsygdom, kræver ligeledes særlig opmærksomhed.
Medicin – forholdsregler
Rigtig mange typer medicin kan give bivirkninger i mundhulen, oftest i form af mundtørhed. Nogle typer hjertemedicin kan ændre tandkødets form og andre give ændringer af mundslimhindens udseende. Mange ældre lider af knogleskørhed (osteoporose) og behandles med forskellige lægemidler, som har indflydelse på knoglehelingen. Dette har betydning, hvor en mistet tand skal erstattes med et implantat, som sættes op i knoglen. Blodtryksnedsættende og blodfortyndende medicin spiller en rolle ved fjernelse af en tand, hvor man gerne skal kunne kontrollere den efterfølgende blødning. Patienter med HIV eller andre sygdomme i immunforsvaret og patienter i kemobehandling er ofte længere om at hele og har øget risiko for infektion i forbindelse med forskellige behandlinger. Rækken af sygdomme og medicinske præparater, som er relevante for tandlægepraksis, er lang, så husk at medbringe en liste med dine medicinpræparater og deres dosering.
Allergi
Allergi er en tilstand, hvor kroppen reagerer unaturligt kraftigt på en påvirkning, som normalt ikke ville give anledning til reaktion