Skæve tænder
Mange mennesker har i større eller mindre grad skæve tænder og lever glade og måske uvidende om dette. Skæve tænder kan give et påfaldende udseende og i nogle tilfælde føre til skader i kæbernes vækst og funktion.
Årsager
Skæve tænder kan være arveligt betinget, men kan også skyldes en lang række andre faktorer, som f.eks.: manglende plads, pga. for mange tænder eller for lille kæbe manglende tænder tænderne ligger drejet, er vendt “forkert” i kæben brug af sut, sutteuvaner uvane – f.eks. unormal bidvane misdannede tænder misdannede kæber, eller sygdom i kæberne ulykke med skader på tænder og kæber “mundånding” – ved vanskelig vejrtrækning i gennem næsen.
Hovedgrupper
Ved diagnosticeringen og behandlingsplanlægningen skelner vi overordnet mellem fire hovedgrupper:
- Funktionelle
- Tandbevarende
- Psykosociale
- Æstetiske
Funktionelle
Den almindeligste årsag til behandle skæve tænder er problemer i tyggefunktionen og/eller gener fra kæbeled og tyggemuskler. Disse årsager betegner vi funktionelle, da de har med den egentlige funktion af tænder, kæber, muskulatur og tyggeevne at gøre. Skæve tænder og /eller unormal kæbe kan afstedkomme vanskeligheder ved tygningen af maden. Der er risiko for, at muskulatur, kæbeled og knogler udsættes for “forkert” belastning, der kan medføre problemer som spændingshovedpine eller en videre “skæv” udvikling af kæberne.
Tandbevarende
Nogle typer af forkert tandstilling kan medføre, at der opstår øget slid på tænderne. Tændernes “tyggeknuder” (cuspides) passer under normale forhold præcist sammen, således at en spids på en tand i overkæben, passer ned i en “kløft” i den tilsvarende tand i underkæben. I nogle tilfælde passer tænderne imidlertid ikke sammen, således at tyggeknuderne slider mod hinanden – dels ved tygning, dels ved tænderskæren (bruxisme), som kan være en følge af tandstillingen.
Psykosociale
I de tilfælde, hvor skæve tænder giver anledning til f.eks. nedsat selvværd og mobning, kan man tale om, at en patient er psykosocialt påvirket af sin tilstand, og tandregulering kan komme på tale.
Æstetiske
Skæve tænder udgør ofte ikke nogen egentlig sundhedsrisiko og hører så ikke til nogen af de tre første grupper. Disse tilfælde bliver ikke behandlet i den offentlige tandpleje. Men da et godt udseende af de fleste forbindes med et harmonisk tandsæt, kan et ønske om at få gjort noget ved problemet være ganske naturligt.
Behandling
Behandlingen af skæve tænder afhænger hvad den grundlæggende årsag tandstillingen er. Tryk her for at læse mere om tandregulering.