Mundtørhed
Mundtørhed kan have mange forskellige årsager. Mundtørhed kan være permanent eller midlertidig, afhængigt af den udløsende faktor. Alder spiller en rolle, idet ældre har en lavere spytproduktion end yngre. Der er forskel på det at føle sig mundtør og så rent faktisk at være det. For at undersøge om man lider af mundtørhed, er det nødvendigt at lave en spytmåling. Nedsat spytsekretion kan være årsag til betydelige tandproblemer. Visse patientgrupper med nedsat spytsekretion har mulighed for at få offentlige tilskud til tandpleje (Sundhedslovens § 166).
Årsager
Tilstanden kan være en bivirkning ved bestemte lægemidler, den kan være en del af en sygdomstilstand, eller den kan skyldes stråleterapi eller kirurgisk behandling i hoved-halsområdet.
Lægemidler
Mange typer medicin kan give mundtørhed. Hidtil har lægemiddelindustrien ikke været særlig opmærksom på denne bivirkning – et forhold, som heldigvis er ved at ændre sig. Tager man tre eller flere lægemidler, vil man have beviselig nedsat spytproduktion. Kemoterapi kan nedsætte spytproduktionen midlertidigt. Derfor er en optimal mundhygiejne særdeles vigtig i en periode, hvor stress og alvor kan fylde meget. For de patienter, hvor kemoterapi fører til nedsat spytsekretion, er der mulighed for at få offentligt tilskud til tandpleje. Mundtørhed betinget af medicin er midlertidig og vil forsvinde en tid efter, man er holdt op med den medicinske behandling.
Almene sygdomstilstande
Sjögrens syndrom er en kronisk gigtlidelse, som påvirker funktionen af forskellige kirtler bl.a. spytkirtlerne. Den kan give nedsat spytproduktion og derved mundtørhed. Tal fra Gigtforeningen viser, at mellem 25.000 og 50.000 mennesker i Danmark lider af dette syndrom. Lider man af Sjögrens syndrom, er det muligt at få offentligt tilskud til tandpleje. Lider man af en trigeminusneuralgi (en særlig form for anfaldsvise ansigtssmerter) vil dette også påvirke spytkirtlerne, da trigeminusnerven er den nerve, som normalt stimulerer kirtlerne til at danne spyt.
Kræftbehandling
Strålebehandling af hoved- og halsregionen kan give varige forandringer af spytkirtlerne med nedsat spytsekretion til følge. Efter en sådan strålebehandling er det muligt at få offentligt tilskud til tandpleje.
Tilskud
Tryk her for at læse mere om tilskud tandbehandling i forbindelse med systemiske lidelser og nedsat spytproduktion.