Knogleopbygning
Kroner, broer eller proteser, som er understøttet af implantater, skal naturligvis kunne modstå de samme kræfter, som naturlige tænder udsættes for ved tygning. Ved implantatbehandling er det derfor af afgørende betydning, at knoglen i det område, hvor implantatet skal indsættes, er af tilstrækkelig tykkelse og kvalitet. I nogle situationer er dette desværre ikke tilfældet, og det kan her være nødvendigt at bygge op med ekstra knogle.
Manglende knogle – resorption
Manglende knogle i kæberne forårsages oftest af tandtab. Når en tand ekstraheres (trækkes ud), nedbrydes knoglen langsomt ved såkaldt ”resorption”. Nedbrydningen skyldes, at kroppen ikke længere har behov for at vedligeholde knoglen i området, og undersøgelser viser, at bredden af kæbebenet allerede ét år efter en tandekstraktion er reduceret med 50%. Når så stor en del af knoglen er forsvundet, kan det være vanskeligt at få tilstrækkeligt solid forankring, når den manglende tand skal erstattes med et implantat (fig. 1).
Knogleopbygning
Heldigvis er der flere muligheder for at opbygge den manglende knogle, og også for at begrænse knoglenedbrydningen efter en tandudtrækning. I det følgende finder du information om de oftest udførte behandlinger ved manglende knogle.
Sinusløft – ved manglende knogle i overkæben
Mangler man en eller flere tænder i overkæben, kan disse erstattes af implantater. Implantater skrues op i knoglen, hvorefter knoglen vokser ind på implantatets overflade, således at det sætter sig fast i kæbeknoglen, dette kaldes også knogleintegration af implantatet. Lige over overkæbens tandbærende knogle, findes to anatomiske hulrum kaldet kæbehulerne (sinus maxillaris). Dersom tykkelsen af overkæbeknoglen mellem mundhule og kæbehule er for ringe til at bære et implantat, kan bunden af kæbehulen løftes ved opbygning af ekstra knoglevæv. Dette indgreb, der kaldes et sinusløft, sigter mod at opbygge overkæbeknoglen, således at dimensioneringen er tilstrækkelig til, at et implantat kan fastholdes. Et sinusløft kan udføres på flere måder og med flere typer kunstig knogle eller med transplantat af patientens egen knogle. Overordnet foretages et sinusløft som et ”åbent” eller et ”lukket” indgreb. ”Åbent sinusløft” Ved behov for en større knogleopbygning foretages oftest et åbent sinusløft. Indgrebet foretages inde fra mundhulen. Her åbnes der ind til kæbehulen i den side, hvor implantatet skal placeres. Først lægger tandlægen et snit i slimhinden over tandkødet på ydersiden af den tandbærende knogle. Herefter skubbes den tynde knoglevæg til side, så der skabes direkte adgang til kæbehulen. Den videre procedure kan foretages på to forskellige måder. Tandlægen kan vælge med det samme at skrue implantatet igennem knoglen op i hulrummet, hvorefter der lægges knogle ind omkring det blottede implantat. Herefter lukkes operationssåret igen, og slimhinden syes sammen. Den anden mulighed er at fylde knogle i hulrummet, lukke til, vente 3-4 måneder til knoglen er ophelet, og herefter indsætte implantatet. ”Lukket sinusløft” Er behovet for knogleopbygning begrænset, kan tandlægen foretage et ”lukket sinusløft”. Dette er et noget mindre indgreb end det åbne sinusløft, og det foretages oftest i forbindelse med indsættelsen af selve implantatet. På figur 2 ses et skitseret forløb af behandlingen. Kæbehulens normale placering i forhold til kindtænderne i overkæben er markeret ved en stiplet linie (fig. 2.1). Herefter ses en typisk situation umiddelbart efter fjernelse af to kindtænder i overkæben (fig. 2.2). I løbet af de følgende måneder vil knoglen resorberes eller ”trække sig tilbage”, og der er nu ofte kun en ganske tynd knoglelamel mellem mundhule og bihule (fig. 2.3). Dette er naturligvis ikke tilstrækkeligt til en solid fastholdelse af et implantat, og derfor kan en knogleopbygning blive nødvendig. Først bores der ud til implantaterne. Ved udboringen tilstræber tandlægen ikke at perforere sinusbunden. Med et særligt instrument (osteotom) løftes sinusbunden (fig. 2.4), og herunder lægges der lidt knogle op, således at tykkelsen af knoglelamellen øges, og til sidst skrues implantaterne i (fig. 2.5). Efter ca. 4 måneders opheling kan de endelige kroner sættes på implantaterne (fig. 2.6).
Figur 2
”Knogleblok” – ved knoglemangel i underkæbe eller fronten
Mange mennesker vil i løbet af livet komme ud for at miste en fortand. Tab af fortænder i overkæben skyldes ofte en form for traume, f.eks. et fald på cykel, og fører ligesom andre tandtab til at knoglen i området forsvinder. De færreste kan acceptere at mangle en eller flere tænder i fronten. Ved behandling af sådanne tandtab er det rimeligt at stille store krav til det kosmetiske, da fortænderne jo er meget synlige ved tale og i smilet. Det er ofte nødvendigt at udbygge knoglen med en såkaldt ”knogleblok”, som ”høstes” en andet sted fra patientens kæbeknogle. På billede ses en situation som den ovenfor beskrevne. Patienten har mistet en fortand og knoglen er resorberet (fig. 3.1-2). ”Modtager-regionen” klargøres og en knogleblok placeres og fastgøres med et par knogleskruer (fig. 3.3-4). Tandkødet lukkes til og efter 4-6 måneder kan indsættelse af en kunstig rod i form at et implantat finde sted (fig. 3.5-6). Herefter påsættes kronen, og ofte vil det i denne forbindelse være nødvendigt med lettere tilpasning af tandkødet for at give tanderstatningen et så æstetisk og naturligt udseende som muligt (fig. 3.7). Det er naturligvis ikke kun i fronten, at denne teknik kan være gavnlig. Også f.eks. efter tab af kindtænder i undermunden kan tabet af knogle være uhensigtsmæssigt, og knoglen i dette område kan så ligeledes opbygges med en knogleblok.
Figur 3
Forbyggelse af knogletab – ”Alveolebevarende” knogleopbygninger
Manglende knogle er ofte et problem ved implantatbehandlinger; og der har været forsket i forskellige metoder til at forebygge knogletabet og derved undgå ekstra operationer, øget ventetid samt de udgifter, som er forbundet dermed. Det har vist sig muligt at bevare det meste af knoglens dimension efter fjernelse af en tand, hvis ekstraktionsalveolen (hullet i knoglen, hvor tanden tidligere sad) straks efter ekstraktionen udfyldes med en kunstig knoglesubstitut. Specielt er denne enkle teknik egnet efter fjernelse af overkæbekindtænder, hvor der ofte vil være behov for knogleopbygning. Fig. 4 viser behandlingens forløb. Efter ekstraktion af en tand vurderer tandlægen, at der er behov for den knoglebevarende behandling (fig. 4.1), og der lægges knoglesubstitut ned i ekstraktionssåret (fig. 4.2). Ekstraktionsalveolen fyldes ud med den kunstige knogle (fig. 4.3), og efter 4-6 måneder er kæben helet op uden knogletab (fig. 4.4). Herefter vil der være gode forhold for solid forankring af et implantat.
Figur 4
(med knogle fra patienten selv)
eller partikuleret knogle
