Fyldning
Hvad er en fyldning?
En fyldning kaldes populært en plombe. Denne betegnelse kommer fra gammel tid, da man anvendte bly (plumbum).
En fyldning er en erstatning for manglende tandsubstans. Når der er konstateret et hul i en tand, fjernes den angrebne del af tanden, og det derved opståede hulrum fyldes med et fyldningsmateriale.
De fleste danskere har en eller flere fyldninger i tænderne.
Videoen her viser udviklingen af en hul, udboring af dette og opbygning men en fyldning til erstatning for den tabte tandsubstans.
Sølvplomber / Sølvamalgam
Tidligere var sølvamalgam det mest anvendte fyldningsmateriale. Sølvamalgam har været brugt i tandlægepraksis i mere en 100 år, men brugen er i dag meget begrænset efter ændringer i lovgivningen. Sølvamalgam består hovedsageligt af en blanding af sølv og kviksølv. Kviksølvindholdet har selvfølgelig givet anledning bekymring hos mange; men det har aldrig været muligt at påvise nogen negativ indflydelse på patienten. Det er ikke uden grund, at sølvamalgam har været brugt i så vid udstrækning, for materialet har sine klare fordele. Det er nemt at arbejde med, det er billigt, og risikoen for at udvikle caries omkring fyldningen er ikke så stor som ved plastfyldninger. Langt de fleste amalgamfyldninger har endvidere en god holdbarhed. Alligevel er mange kede af de store, mørke sølvplomber, de fik lavet i børnetandplejen; men det er vigtigt at huske på, at netop disse fyldninger har haft en rigtig god holdbarhed. På billedet (fig. 1) ses en velfungerende amalgamfyldning.
Figur 1
Knækkede sølvfyldninger – Infraktioner
En relativt stor udfordring ved sølvfyldninger er, at materialet med tiden korroderer og udvider sig. Når fyldningen udvider sig, opbygges der spændinger i det omgivende tandvæv, og tanden begynder at revne.
Figur 2 Omkring en gammel sølvfyldning vil man således ofte kunne se nogle små fine sorte revner i tandemaljen – specielt de steder, hvor emaljen er tynd. Disse revner er imidlertid ikke et sikkert tegn på en gennemgående revne i tanden. Først når fyldningen er fjernet, kan man se, om revnen fortsætter ned i dentinen (”dentin”, på dansk ”tandben”, er den del af tanden, der ligger under emaljen). Hvis dentinen er revnet, taler vi om en ”dentin-infraktion”.
Figur 3 På billedet (fig. 3) ses en infraktion i forbindelse med en sølvfyldning. I et stykke tid har der været symptomer fra tanden. Efter at sølvfyldningen er fjernet, ses det tydeligt, at der er en gennemgående revne. En sådan dentininfraktion øger i betydelig grad risikoen for, at tanden knækker – for en ”fraktur” af tanden. Når der er opstået dentininfraktioner, vil det ofte være nødvendigt at forsyne tanden med en krone, der omslutter eller indkapsler den revnede resttandsubstans.
Infraktioner – symptomer
De fleste mærker ikke, at der opstår revner i forbindelse med deres sølvfyldninger, før et stykke af tanden pludseligt knækker af. Mærker man noget, vil symptomerne ofte være uspecifikke, men kan fremprovokeres ved at tygge på noget hårdt. Det føles ubehageligt, når tanddelene på hver side af revnen så at sige vrides fra hinanden. Det er dog ikke kun sølvfyldninger, som er årsag til infraktioner, et slag mod en tand eller tygning på f.eks. en hård kerne kan også føre til, at tanden revner. På billedet (fig. 4) ses, hvordan dentininfrationen ( revnen) går ind til tandnerven der irriteres. Den mindre alvorlige emaljeinfraktion er også vist, men den giver ikke anledning til behandling eller symptomer
Figur 4 Generelt er det vanskeligt med sikkerhed at vurdere, hvilke tænder der på grund af gamle sølvplomber er i fare for at knække; men en grundig undersøgelse giver tandlægen mulighed for at komme med en tilnærmet vurdering. Om man skal behandle disse tænder præventivt og skifte sølvfyldningerne, kan diskuteres. Her på klinikken bestræber vi os på at observere og først behandle, når behovet er tydeligt. Det er dog vigtigt at behandle, inden tanden frakturerer helt, da en uheldig fraktur kan betyde, at tanden må trækkes ud (ekstraheres) (fig. 5).
Figur 5
Plastfyldning
Plast som fyldningsmateriale er ikke noget nyt. Det har været brugt i mere end 40 år, og der er fortsat en rivende udvikling på dette felt. Med plast er det muligt at behandle en tand mere korrekt biologisk end med sølvamalgam. En af de store fordele ved plast er, at materialet binder aktivt til tanden. Ved en kompliceret proces ”limes” plasten så at sige til tandsubstansen. Dette betyder, at tandlægen kan nøjes med at fjerne den del af tanden, der er angrebet af caries; det er ikke nødvendigt at bore underskæringer og fjerne sund tandsubstans, for at få fyldningen til at sidde fast i tanden. Endvidere kan man med plast behandle større defekter i en tand, end man kan med sølvamalgam; dvs. at indikationsområdet for fyldningsbehandling er øget. Er det tandlægens vurdering, at det ikke er muligt at udføre en forsvarlig fyldning, vil vi typisk foreslå at lave en krone i stedet.
Hvornår vælger man at lave en plastfyldning?
Ved vurderingen af om det er muligt at behandle med tand med en fyldning, gør 6 forhold sig gældende: Hvor meget er der tilbage af tanden? Forholdet mellem mængden af tilbageværende tandsubstans og størrelsen af den kommende restaurering er af væsentlig betydning. Placeringen af tanden i tandrækken. Dette er afgørende for det tyggetryk, tanden belastes med. Restaureringens forventede levetid. Er det en mælketand, vil funktionstiden for restaureringen være kort; og man kan derfor vælge at lave en fyldning, selv om den ikke ser ud til at kunne holde i længere tid. Udbredelsen af restaureringen. Strækker cariesangrebet sig ned under tandkødet, er det ofte vanskeligt for tandlægen at holde området tørt under behandlingen. Æstetik. Plast har en god æstetik; men drejer det sig om tænder i fortandsregionen, vil man ofte vælge at behandle med facader eller kroner, da æstetikken på længere sigt er mere forudsigelig med disse behandlinger end med plast. Økonomi. En plastfyldning er den billigste permanente restaurering af en tand. Holdbarheden vil imidlertid ofte være væsentligt dårligere for en plastfyldning end for en krone. Samtidigt er holdbarheden af plastfyldninger meget individuel og afhængig af den enkeltes mundhygiejne. Derfor kan det være svært at rådgive om, hvad der i det lange løb vil være den mest økonomiske og fornuftige løsning.
Udførelse af plastfyldning
Plast er tandfarvet, og det er derfor muligt at lave en plastfyldning, som har næsten fuldstændig samme farve som tanden. Dette forhold spiller en stor rolle for mange patienter, når de skal beslutte sig for en behandling; og som tandlæger ved vi, at et harmonisk og ensartet tandsæt har betydelig indflydelse på en persons selvopfattelse. På rækken af billeder (fig. 6) vises udførelsen af en plast fyldning.
I forbindelse med en gammel sølvfyldning er der opstået nogle revner i tanden. Fyldningen skal skiftes (fig. 6.1). Sølvfyldningen fjernes og kaviteten (”hullet”) undersøges. Revnerne i tanden er begrænset til den ydre del af tanden (emaljen). Tandvævet rundt om revnerne fjernes, således at kaviteten i tanden fremstår ”ren” (fig. 6.2) Der monteres en form (en såkaldt matrice) omkring tanden for at give fyldningen den rette facon (fig. 6.3). Herefter forbehandles tandoverfladen med en svag syreopløsning, som gør overfladen ru, således at plasten kan binde hertil. Er kaviteten dyb behandles tanden endvidere med en speciel væske, som ”isolerer” mellem plastfyldningen og tanden. Der indsættes et par kiler for at holde matricen tæt ind til tanden, og for at få en god kontakt til nabotænderne. Plasten opbygges i flere skrå lag for at give den bedst mulige styrke og hærdes med en speciel lampe. Til sidst pudses og poleres fyldningen, og biddet kontrolleres (fig. 6.4-6).
Holdbarhed – plast
En plastfyldning er som regel en permanent behandling, men den skal dog skiftes med jævne mellemrum. På overgangen mellem tand og fyldningsmateriale vil der altid dannes en lille kant, som kan fungere som ”halvtag” for bakterier; og da plast endvidere slides anderledes end tandsubstans, vil materialeovergangen med tiden blive tydeligere. Hermed bliver der bedre forhold for bakterier. Derfor er det vigtigt at passe på sine fyldninger og holde dem rene. (se mundhygiejne!) Caries i kanten af en fyldning er en af de hyppigste årsager til, at en fyldning skal skiftes.
Bivirkninger
Tandbehandling med plastfyldninger giver sjældent anledning til bivirkninger, hvis den er udført optimalt, og der er givet den relevante forbehandling. Dog er det ikke usædvanligt, at ubehag i form af følsomhed forekommer i de første uger og i enkelte tilfælde længere tid. Er fyldningen ikke tilpasset nøjagtigt i biddet, vil dette hurtigt mærkes. Det er vigtigt at få justeret højden, da der ellers er risiko for overbelastning af tanden.
(pris fra)
(pris fra)