Misfarvninger

Overordnet set taler man om medfødte eller erhvervede misfarvninger, hvilket forstås som farveændringer, der er kommet til i løbet af livet. Dernæst inddeler man misfarvninger i dem, som kommer udefra – altså er tilført fra mundhulen, og dem, som kommer fra tandens indre.

Aldersrelaterede farveændringer

Med alderen bliver tænderne mørkere og mere gullige. Det sker, fordi farvestoffer langsom optages og lagres i emaljen, tænderne slides, og der opstår sprækker, som misfarves. Tanden er overordnet set opbygget af to typer af hårdtvæv – yderst den hårde emalje og derunder den noget blødere dentin (tandben). Dentinen er mere gullig end den hvidere emalje, som udelukkende består af mineral. Er emaljen slidt tynd, vil en tand fremstå mere gul. Af samme grund er der hos de fleste mennesker forskel på farven af hjørnetænder og fortænder. Hjørnetænderne indeholder mere dentin i forhold til emalje, end fortænderne – og fremstår mere gullige.

Livsstilsrelaterede misfarvninger

De fleste ved, at kaffe, the, rygning og rødvin er med til at misfarve tænderne. Et stort forbrug vil forstærke de farveændringer, der sker med alderen. Denne type misfarvninger vil almindeligvis kunne lysnes ved tandblegning med et god resultat.

Traumatisk betingede misfarvninger

Disse misfarvninger kan ofte føres tilbage til hændelser i barndommen – et fald, et slag mod en tand eller måske et lidt for tæt møde med en kammerat. Et tandtraume kan have mange følger. En blødning inde i tanden kan medføre, at den med det samme bliver blå/rød, eller at en blåligfarvning tiltager efter nogen tid. Nogle gange ses det, at tanden bliver gulere end nabotænderne. Her er der tale om et reaktion på traumet, hvor nogle celler i tandnerven er begyndt at producere ny dentin, hvilket – som tidligere forklaret – medfører at tanden vil se mere gul ud ( se billede herunder).

Medfødte misfarvninger

Udviklingsforstyrrelser i tandens hårdtvæv – tandemalje og dentin – kan give nogle til tider kraftige misfarvninger og/eller ændringer i tandens struktur og udseende. De hyppigst forekommende udviklingsforstyrrelser er såkaldte emaljehypoplasier. Dental fluorose er en type emaljehypoplasi, som i sin milde form giver plamager af kridthvide forandringer på tandoverfladen. I sværere tilfælde mørkfarves tænderne. Se billederne herunder. Der findes også andre, mere sjældne udviklingsforstyrrelser.

Behandling

Behandlingen er afhængig af typen af misfarvningen og patientens forventning. Tryk herunder for at læse mere om relevante behandlinger: Blegning Plast Kroner Tandfacader